Ministeriet for Grænseløshed
Kaffen røg galt i halsen, mens jeg febrilsk søgte efter min kalender, da jeg søndag aften ellers i ro og mag så Nyhederne på TV2. Overskriften på min fladskærm fik mig til at tænke, om vi var nået frem til den første april i rekordfart. På skærmen stod med store typer ”Ud med Kirkeministeriet”. Forslaget fra SF var måske umiddelbart velegnet som en aprilsnar, men det var et seriøst forslag fra folkesocialisterne.
Flere nye navneforslag kom i spil: Ministeriet for Livsanskuelser, Trosministeriet osv. Med tanke på den aktuelle politiske linje på det kirkepolitiske område under den nye regering, var det måske fristende at byde ind på et nyt navn, der også værdipolitisk matcher regeringens linje: Ministeriet for Grænseløshed.
For det er den værdikamp, der er rådende lige nu i dansk politik. Rummelighed er erstattet af Grænseløshed. Alt skal være lige godt, som om Danmark var opstået i går uden historie, tradition og kultur. Regeringen vil gøre Danmark til en nation uden identitet, relevans og sammenhængskraft.
Med en Kirkeminister der er godt i gang med at ødelægge Folkekirken med sit forslag om vielse af homoseksuelle. En Kirkeminister, der skælder ud på Lego fordi de laver lyserødt legetøj til piger. Der må åbenbart heller ikke være forskel på at være en dreng og en pige. Men hvad skal de så være, de kære børn?
På den baggrund vil jeg påstå, at Manu Sareen vil være yderst velegnet som Minister for Grænseløshed og Ligestilling.
Hvis man læser Grundloven, så bliver man bevidst om, at Folkekirken er sikret en fortrinsret. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten, står der i paragraf 4. Derfor er den nye regering i kollisionskurs med Grundlovens ord, og i øvrigt også det faktum at over firs procent af borgerne bakker op om den danske folkekirke. Denne fine opbakning er dog under pres, så længe at Helle Thornings regering fører værdikamp imod vores fælles kirke.
Den manglende respekt for forholdet mellem kirke og stat kommer tydeligt frem, når man hører navneforslag fra regeringspolitikere til det nye ministerium. Trosministeriet og Ministeriet for livsanskuelser. Politikere skal ikke lege teologer og forholde sig til tro i politisk forstand. På samme måde som politikere heller ikke skal forholde sig til kirkens ritualer. Politikere skal skabe rammerne for at menighedslivet og troslivet kan udfolde sig, men det er noget ganske andet, og en lektie der nye regering ikke har forstået endnu.
Danmark er et kristent land
Selve overskriften burde være indlysende og ukontroversiel. Alligevel vil mange sikkert rynke lidt på næsen, og stille spørgsmålstegn ved dette udsagn. Der er sket et værdiskred i det seneste årti, som ikke har udgangspunkt i demografisk udvikling, men nærmere i en politisk udvikling som blev sat i gang af den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen med hans udtalelse om at religion skulle ud af det offentlige rum kombineret med Pia Kjærsgaards retorik, hvor det kristne værdigrundlag blev sat i et ”dem og os” forhold, som en negativ kamp mellem religionerne.
Samtidig har Det Konservative Folkeparti, som traditionelt stod som garant for Gud, Konge og Fædreland svigtet denne dagsorden, og henvist den til tilfældige skåltaler uden ægte vilje til at rejse denne for nationen så vigtige værdidebat. Konservative har istedet i højere grad markeret sig som en filial af Liberal Alliance, og ført værdikamp ud fra en økonomisk dagsorden.
Man kan vel som Kristendemokrat godt fristes til at konkludere, at med venner af denne karakter så behøver man ingen fjender, men for at føje spot til skade, så er venstrefløjens syn på det kristne værdigrundlag endnu mere miserabelt. En blanding af kulturradikalisme og socialisme byder os ligegyldighed ud fra devisen om, at alt er lige godt, og et totalt svigt at respekt for Danmarks kristne kulturarv, og dens uomtvistelige påvirkning af vores kultur og traditioner.
Hele debatten om vielser af homoseksuelle hvor den røde regering vil erstatte rummelighed med grænseløshed, er et godt eksempel på, at Helle Thorning vægter rettighedskamp for homoseksuelle højere end religionsfrihed, traditioner og kultur. Et andet eksempel er når landets Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) ikke vil blande sig i, om skoler fravælger salmer og enkelte salmevers, som vi har set op til denne jul. Ministeren burde jo med klar og høj røst sige, at det ikke er i orden, at redigere og sortere i versene i vore salmer i en eller anden form for misforstået tolerance. Det er ikke muslimerne der bærer skylden, når svage skoleledere, frasiger sig kulturarv og tradition i et ynkeligt forsøg på ikke at støde nogen. Der bør regeringen naturligvis komme med en klar afvisning af denne praksis og understrege, at Danmark trods alt er et land med en kristen kulturarv i stedet for denne vage mangel på holdninger og værdier.
Den konservative premierminister i Storbritannien David Cameron viste forleden mandsmod og styrke. Her tænker jeg ikke kun på hans klare afvisning af Sarkozy og Merkels enegang i Bruxelles. Premierministeren leverede en imponerende tale i Oxford i forbindelse med 400-året for Kong James-biblen. – Storbritannien er et kristent land og skal ikke være bange for at stå ved kristne værdier for at imødegå “moralsk sammenbrud”, sagde Cameron og leverede i den forbindelse klare eksempler på konkrete udfordringer, hvor manglen på kristne værdier er en del af årsagen til mangel på moral og anstændighed. Der er for meget med, at man kan gøre, hvad man vil, eller “passiv tolerance” over for umoralsk adfærd, mener Cameron, og henviser til urolighederne, der i august ramte en række britiske storbyer, herunder London, hvor unge begik plyndrings- og voldsorgier. Han henviser også til islamisk terrorisme og til grådigheden i finansverdenen.
Hvor var det da dejligt befriende, at en statsleder melder så klart ud i forhold til den kristne kulturarvs betydning for et velfungerende samfund. Det kan til tider være svært at sætte ord på, hvad der er kristne værdier, og man bliver ganske ofte misforstået, når man fremhæver disse værdier. At det handler om meget mere end moral, er med til at give den balance, som har vist sig som værende bæredygtig i flere århundreder i den vestlige civilisation. David Cameron satte i sin tale ord på hvilke værdier, han betragter som kristne værdier. – Ansvar, hårdt arbejde, velgørenhed, barmhjertighed, ydmyghed, selvopofrelse, kærlighed, stolthed over at arbejde for det fælles bedste og ære de sociale pligter, vi har for hinanden, for vore familier og samfund. Det er de værdier, vi sætter pris på. Det er kristne værdier, og det bør vi ikke være bange for at erkende, tilføjede Cameron.
Kontrasten til denne klare tale af den konservative leder kan man finde i den nuværende regering, som grundlæggende er tilhængere af at forbyde fadervor og kristendomsundervisning i vores folkeskole.
I over fyrre år har Kristendemokraterne kæmpet for at den kristne kulturarv skal bevares. Det er en værdikamp, som danner grundlag for vores eksistensberettigelse som parti. Naturligvis skelner vi imellem religion og politik. Men vi insisterer på at værne om vores kulturarv, og vi vil som Cameron sige det klart og tydeligt. Ikke som en moralsk prædiken, men nærmere som en legitim historisk kendsgerning. Ikke som en religionskamp, men understregning af der er nogle blivende værdier som har en positiv konsekvens for vores samfunds udvikling. Derfor er vores politiske prioriteringer også præget af et kristent værdigrundlag, som i vores politiske oversættelse rummer kampen for social og økonomisk retfærdighed, retten til liv, hensynet til miljø og klima, de stærke fællesskabers betydning, herunder en understregning af familiens betydning, som samfundets vigtigste fællesskab.
Det er dette menneskesyn med udgangspunkt i menneskets ukrænkelighed, der er vores omdrejningspunkt. Et menneskesyn som er presset i en tid, hvor den materialistiske og økonomiske dagsorden fylder mere og mere. Hvor det overfladiske og ligegyldige bliver mere og mere påtrængende.
Trods risiko for spot og spe skal min julehilsen i år være en klar understregning af, at Danmark er et kristent land, og at tiden er inde til, at alle gode kræfter kæmper for alt, hvad vi har kært. At vi midt i juletravlheden stopper op, og bruger blot en lille stund til at reflektere over, hvordan balancen igen bliver genoprettet i vores samfund, så den kristne kulturarv og det værdisæt, som har præget landet i generation efter generation igen kan blive det fundament, hvorfra samfundet udvikler sig.
Homovielser bør vurderes af Højesteret
Når man studerer Ritualbogen med baggrund i den kongelige autorisation af den 12. juni 1992, er der et afsnit i bogens forord, der springer i øjnene. - “Det bemærkes, at efter nyere dansk liturgisk tradition forbliver tidligere autoriserede ritualer og alterbøger gyldige, også efter autorisation af nye ritualer og ny alterbog.” – Dette skrev alle daværende biskopperne under på i 1992. Dette betyder i praksis, at den enkelte præst har frihed til selv at vælge, hvilket af de eksisterende ritualer der bliver bragt i anvendelse i forbindelse med bl.a. vielser i folkekirken. Den såkaldte ”nyere” praksis inkluderer ritualer helt tilbage fra 1895.
Denne frihed for præsterne bliver helt central, hvis det lykkedes landets radikale kirkeminister at erstatte rummelighed med grænseløshed i den danske folkekirke og indføre et nyt ritual for homoseksuelle. Friheden til at sige fra når statsmagten forgriber sig mod folkekirkens indre anliggender, er et brud mod et århundredes praksis. Jeg håber, at biskopperne fortsat vil støtte og respektere denne frihed.
Rækkevidden af kirkeministerens overgreb mod folkekirken er svært at gennemskue, og lige så er konsekvenserne for forholdet mellem kirke og stat. Da folketinget aldrig har levet op til grundlovens sætning om at folkekirkens ordning ordnes ved lov, er der en enorm gråzone i denne type spørgsmål. I 1953 var der sikkert ingen, der kunne forestille sig at man skulle komme i situation, hvor folketinget ville tvinge lovgivning igennem, som har direkte konsekvens for folkekirkens indre anliggender uden entydig accept fra folkekirken. Alligevel var intentionen at relationen mellem folkekirken og staten skulle beskrives i lovgivningen.
Jeg mener, biskopperne bør kræve at spørgsmålet om vielser af homoseksuelle i folkekirken bliver bragt for landets højesteret, med henvisning til at ministeren og folketinget er i færd med at bryde et århundredes praksis i forholdet mellem kirke og stat.
Først og fremmest med henvisning til at forholdet mellem stat og kirke ikke er beskrevet i lovgivningen på trods af, at grundloven understreger, at dette skal ske. Men også med henvisning til et århundredes tradition og praksis, som sikrer kirkens frihed.
Regeringen svigter UdkantsDanmark igen
Hvis man naivt troede, at landets yderområder ville blive styrket af regeringsskiftet, så må man sidde skuffet tilbage, allerede nu hvor der er gået ganske få måneder af den nye regerings levetid. Der var ellers løfter nok til os i landets randområder før og under valgkampen.
Kristendemokraternes mærkesag om at Danmark skulle have en landdistriktsminister, blev da også gennemført. Formålet skulle være at sikre mere fokus og større politisk prioritering af udfordringerne med at stoppe affolkningen af de i forvejen tyndt beboede områder i Danmark.
Seneste skud på stammen er de lukningstruede lærerseminarier i Nr. Nissum og Skive. Seminarier som fagligt lever op til kravene, og som har stor lokal opbakning. Nu står de til lukning i centraliseringens navn. Centralisering for centraliseringens skyld med store omkostninger for de berørte områder.
Landdistriktsminister Carsten Hansen har ved en tidligere lejlighed talt imod lukning af de to seminarier. Hans argumentation i Kristeligt Dagblad den 10. januar 2010 var netop båret af hensynet til at modvirke affolkning af UdkantsDanmark.
Lad mig citere landdistriktsministeren: – Problemet er, at vi affolker udkantsområderne. – I forvejen er der ikke meget liv og ingen store statslige arbejdspladser. Hvis vi samtidig skal nå vores målsætning på uddannelsesområdet om, at mindst 50 procent skal have en mellemlang eller videregående uddannelse, så er det en forudsætning at få fat på de unge i udkantsområderne. Det gør vi altså ikke, hvis uddannelse kun foregår i de større byer. Citat slut.
Før Carsten Hansen blev minister for landdistrikterne, kunne han altså godt se konsekvenserne for de landdistrikter, som han nu har ansvaret for. Det skræmmende er, at få måneder efter at Carsten Hansen bliver minister, så løber han fra ansvaret og seminarierne er nu reelt lukningstruet.
Dette blot få uger efter at Carsten Hansen løb fra et skrifteligt løfte om at bevare en skadestue på sygehuset i Svendborg.
Det er svært for os der bor i yderområderne at have tillid til en minister, som siger alle de rigtige ting, men konsekvent gør de forkerte ting. For Kristendemokraterne er det helt klart en central opgave at kæmpe for decentralisering. At vi i Danmark skal have rum og plads til nærhed og overskuelighed. Derfor kæmper vi videre, som et parti der mener det alvorligt, både i ord og gerning, når vi siger, at alle borgere uanset hvor de bor i landet, skal have adgang til grundlæggende velfærd, herunder også uddannelse.
Tag nu ansvar, Søvndal
Nu står hun midt i orkanens øje og må lægge ryg til nationens spot og spe. De Konservative angreb direkte Carina med et uværdigt udsagn om at hun spytter på danskerne. De gik efter den enlige psykiske syge istedet for politikeren, der bærer ansvaret i denne sag.
Tusindvis af danskere lider af misbrugsproblemer og tusindvis af danskere bukker under for kravene til det moderne menneske, og bukker under med stress.
Kirkeministerens bombe under Folkekirken
Den nye kirkeminister er med sit lovforslag, der gør det muligt for homoseksuelle at blive viet i Folkekirken i gang med at splitte den danske folkekirke. Samtidig bryder den nye regering årtiers tradition for at man i Folketinget ikke blander sig i Folkekirkens indre anliggender, herunder ritualerne. Kristendemokraterne har sammen med Dansk Folkeparti, som de eneste partier konsekvent sagt nej til det angreb mod Folkekirken både i forhold til den tidligere regering og i forhold til den nuværende.
Konsekvensen og rækkevidden af Kirkeministerens forslag er lige nu svært at gøre op. Jeg frygter det værste. Under alle omstændigheder er det opgør med den nuværende ordning mellem Folkekirken og Folketinget, som vil lide uoprettelig skade. Ordningen mellem Folketinget og Folkekirken byggede på gensidig respekt, og en klar forståelse for hvem der er herre i hvilket hus. Denne forståelse og respekt er nu brudt af den nye regering.
På baggrund af den nye situation er der ingen vej uden om en forfatning for Folkekirken. En forfatning der klart beskriver hvilke spørgsmål, der afgøres af Folkekirken selv, herunder naturligvis ritualerne. En forfatning som klart sætter grænser for, hvad forskellige politiske strømninger i Folketinget vil presse ned over Folkekirken.
En sådan forfatning er ikke ensbetydende med at kirke og stat skal skilles ad. Vi må fortsat kæmpe for at holde sammen på den fælles folkekirken, selvom at et politisk flertal har smidt en bombe ind under den. En forfatning skal være folkekirkens værn mod skiftende strømninger i det danske folketing, og give den stabilitet som så let kan trues. Det er kirkeministerens seneste tiltag et godt eksempel på til både skræk og advarsel.
Her er vejen ud af krisen
Vi danskere er ikke maskinstormere eller mod vækst som sådan. Tværtimod har kravet om endnu mere vækst aldrig været større end under finanskrisen og valgkampen. Vi skal ligefrem lave samfundet til en vækstmaskine, siger regeringen.
Også for blå blok – på nær Kristendemokraterne – har livet øjensynlig ikke større værdier end vækst, effektivitet og centralisering. Vi måler nemlig kun i penge.
Er lykken da at spise mere hver dag, at spille en symfoni hurtigere eller at lægen drøner hurtigere gennem dagens patienter?
Vi er holdt op med at spørge os selv seriøst: Hvordan går det egentlig med livet? Hvordan har familien det? Hvordan får vi en stabil fremtid? Er det så mange arbejdstimer værd at begære alverdens teknologiske legetøj og at tage til verdens ende på ferie?
Forleden var der konference i Bethesda i København. Den store sal var fyldt i anledning af Det Økologiske Råds 20 års jubilæum. Her sad økonomer fra tre verdensdele, blandt andre professor Tim Jackson fra den britiske konservative regerings bæredygtighedskommission. Blandt talerne var også miljøminister Ida Auken, og på storskærm EU’s miljøkommissær Connie Hedegaard. Alle med det samme budskab: Vi må holde op med kun at måle vækst i penge.
Ikke en lyd i medierne om begivenheden. Men det er ren logik og vejen ud af krisen:
Økonomisk vækst kræver større og større effektivitet. Effektivitet betyder mindre og mindre arbejde til mennesker. Mindre arbejde betyder flere arbejdsløse og gør det svært for de mange at opnå det store forbrug, som vækstmaskinen spytter ud. Så må man låne, og derfor hænger også verdens gældskrise uløseligt sammen med vores tilbedelse af vækst for vækstens skyld.
Den går ikke længere. Fordi nu er væksten tromlet op forbi bakkekammen, og vil fremover slå tilbage på os selv med færre jobs, mere gæld og udpining af verdens ressourcer, naturlandskaber og miljø. Klimatruslen ikke at forglemme. Alligevel tæller vi ikke disse uønskede regninger for væksten med, fordi vi kun regner vækst i penge, i BNP – bruttonationalproduktet.
Kristendemokraterne gik mod denne strøm i valgkampen. Vores valgslogan var “Pengene eller livet?” uden at en kat rigtig gøede af det, og vi røg ud af Folketinget. Derfor bliver jeg utroligt glad over at se mit budskab bakket op af superøkonomer og af enkelte politikere fra.
Lad os komme i gang med en ny økonomi, hvor vi lever af at gøre hinanden tjenester som mennesker frem for at gøre hinanden overflødige. Hvor vi respekter kommende generationer og hele skaberværket omkring os. Hvor det er vores liv som mennesker og familier, der skal blomstre trygt og stabilt – ikke bare grådigheden.
For blåøjet, vil nogen mene. Vi vil jo stadig få tæsk af kineserne i konkurrencen om den sædvanlige form for vækst.
Ja, indtil de inden længe får nok af den forurening, naturødelæggelse, underbetaling og mangel på rettigheder som mennesker, som er grunden til at de konkurrer med os kommercielt. Indtil der kommer moral oveni. Samme moral, som har drevet os så vidt som til nu: Menneskelighed. Næstekærlighed. Respekt for skaberværket og hvordan vi forvalter det.
Dét er kernen i kristendemokratiet og i alle goder mennesker verden over. Det er vejen ud af krisen: Hold op med kun at tælle penge.
Der er brug for KD
Der er i høj grad brug for selverkendelse, når det gælder Kristendemokraternes fremtid. Denne selverkendelse giver jeg også som ny formand plads til, ved at jeg sammen med hovedbestyrelsen i partiet har nedsat en fremtidsgruppe, som har til opgave at formulere og evaluere Kristendemokraternes politiske situation. Ved vores landsmøde i sidste weekend var der ikke bare stor opbakning til mig som partiets nye formand. Der var også en klar vilje til at Kristendemokraterne skal arbejde videre som politisk parti. Mange glemmer i denne diskussion om partiets fremtid, at vi stadig har folkevalgte i kommunalbestyrelser flere steder i landet. Disse folkevalgte skylder vi, at sikrer ro og opbakning til deres politiske virke.
Kristendemokraterne skal bygges op igen nedefra, og som formand er jeg indstillet på at denne genopbygning, skal have den tid som der er behov for. En troværdig ledelse kombineret med en stærk organisation et det fundament, som KD skal folde sin politik ud fra. Alle gode kræfter skal inddrages i den proces, og der skal være plads og rum til at alle kommer til orde.
Politisk er der mange platforme, hvor KD skal engagere sig markant. KD er partiet der kæmper for de sindslidende, misbrugerne, de handicappede og de hjemløse. KD skal indtage en stærkere og mere markant etisk profil, med fokus på de mange etiske dilemmaer, hvor kampen for menneskeværdet er truet. KD skal kæmpe for nærhed, tillid og mangfoldighed til gavn for borgerne i de mindre samfund. KD tage kampen op mod det overfladiske og grådige menneskesyn, som præger vor tid, og vedholdende argumentere at livskvalitet er vigtigere en penge. KD skal kæmpe familierne, og KD skal kæmpe for at nationens kristne kulturarv bliver styrket, så det er ok at have et fag i folkeskolen, der hedder Kristendomsundervisning, og så det er ok, at bede fadervor på de skoler, der ønsker det. KD skal kæmpe for mangfoldighed og åndsfrihed ved at understrege værdien af de frie skoler.
Der er nok af politiske platforme for Kristendemokraterne i Danmark. Vores eksistensberettigelse handler ikke om at holde liv i en organisation eller som beskæftigelse for en gruppe politiske interesserede. Vores eksistensberettigelse handler om at fastholde vore værdier og holdninger, og skabe grundlag for, at vi på baggrund af vores værdigrundlag kan skabe et bedre Danmark. Et mere medmenneskeligt Danmark, hvor det politiske sigte er at forbedre borgernes livskvalitet og kæmpe for menneskeværdet.
Kirkeministeren splitter Folkekirken
Den konservative kirkeminister Per Stig Møller splitter Folkekirken med sin accept af, at homoseksuelle kan blive viet i kirken. Det et brud på årtiers tradition om, at Folketinget ikke blander sig i kirkens indre anliggender, herunder ritualerne. For kristendemokraterne er dette et spørgsmål om, hvem der er herre i hvilket hus, og jeg er dybt skuffet over ministerens beslutning, som er helt i strid med de meldinger, vi har hørt fra de konservative tidligere.
Så sent som i marts måned gav den konservative folketingskandidat Tove Videbæk en garanti for at konservative ikke ville blande sig i kirkens ritualer , da hun i Dagbladet Ringkøbing-Skjern skrev følgende – Her kan jeg helt klart orientere om, at der ikke ligger noget forslag i skuffen hverken hos Konservative eller hos den konservative Kirkeminister Per Stig Møller, som er »rettet mod kirkens ritualer«.
Sandheden har nu vist sig at være en anden, efter at Kirkeministeren i stedet for at tage afstand fra homovielser i stedet giver sin accept. For at beskytte Folkekirken mod forskellige politiske strømninger ønsker KD som konsekvens af Regeringens beslutning, at der tages initiativ til en kirkeforfatning, der klart beskriver, hvad folketinget skal blande sig i, og i særdeleshed hvad politikerne ikke skal blande sig i, når det gælder kirkens indre anliggender.
Kirkeministeren har brudt den respekt og forståelse der skal være mellem Folketinget og Folkekirken. Per Stig Møller har overskredet en usynlig grænse, der nu bliver meget synlig.
Størst er kærligheden
I Norge har man et ord, som ikke umiddelbart har et dansk sidestykke. Ordet er gjenskapermakt. Skal man kaste sig ud i en oversættelse på dansk, så er noget af det nærmeste man kommer – magten til gendanne eller at genetablere. Jeg faldt over ordet i en blog som min norske ven og partifælle Dagfinn Høybråten skrev forleden. Høybråten, der er tidligere formand for Kristelig Folkeparti i Norge citerede digteren Bjørnstjerne Bjørnsons digt ”Elsk din neste” med sætningen: – Alt som lever er underlagt kjærlighetens gjenskapermakt, bliver den bare prøvet. Alt som lever er underlagt kærlighedens magt til at blive skabt på ny, hvis den får muligheden. Dagfinn bragte denne tankevækkende sætning frem efter at han sammen med 200.000 mennesker havde deltaget i et optog på Rådhuspladsen i Oslo. Kronprins Håkon havde mødt folkemængden med ordene – I aften er gaderne fyldt af kærlighed.
Midt i sorgen, midt i smerten og midt i det meningsløse ovenpå massakren i Oslo den 22/7 viser der sig en ny start for Norge. Ved hjælp af kærlighedens magt til at blive skabt i vore hjerter på ny, kan smerten læges efter det ufattelige og grusomme skete. Høybråten skriver: Det nye Norge bliver varmere med mere godhed, venlighed, gavmildhed og bevidsthed om hvem vi er, og hvad vi står for i verden.
Vidnesbyrdet fra Norge er, at livskræfterne er stærkere end dødskræfterne. Kærligheden er stærk nok til at overvinde hadet og hævngerrigheden. Ved at fokusere på denne måde har de politiske ledere og det norske kongehus i fællesskab været med til at udløse uanede kræfter i den norske befolkning. Et bemærkelsesværdigt og livsbekræftende norsk vidnesbyrd om at størst af alt er kærligheden.
Vi kan som mennesker, nationer og fællesskaber træffe nogle valg. Det gør vi særligt, når krisen melder sig, og vi bliver tvunget til at revurdere vore prioriteringer.
Vi vælger ovenpå det grusomme at sige, at volden, frygten og terroren ikke skal vinde. At hadet og hævngerrigheden ikke skal få herredømmet. At skuddene på Utøya ikke skal ødelægge vores sammenhold. Reaktionen i Norge er et tegn på, at der breder sig en vilje til at sætte de menneskelige værdier højere i det norske samfund. Lad os håbe at denne reaktion også forplanter sig til Danmark, og at det ikke bliver en spontan reaktion, men en reaktion som vil give os en varig forandring. For størst af alt er kærligheden i alle livets forhold.
